Hoftandlægen Albert

I 1801 kom en 23-årig fransk tandlæge og adelsmand til København. En tandlæge kunne udføre tandpleje, sælge tandpulver og indsætte kunstige tænder. Tandudtrækning var dengang kirurgernes arbejde. Den unge mand fik mange kunder. Det var sikkert den velhavende del af københavnerne, der havde råd til tandpleje, og netop disse kredse syntes nok, at en dygtig og fransktalende ung mand var spændende at konsultere. Det skabte misundelse hos tandlægens danske kolleger. Da en af dem opdagede, at franskmanden ikke havde aflagt prøve i Danmark, klagede han til Det kirurgiske Akademi, som burde have eksamineret ham.

Han kaldte sig Alberti, men hans fulde navn var Albert de Rault de Ramsault de Tortonval. Hans sidste navn hentyder til godset Tortonval ved Calais. Hans far, godsejer, greve og vicekommandant Albert Joseph Bauduin Raults skæbne kan vi kun gætte os til. Den franske revolution i 1789 med oprør mod overklassen kostede dem deres gods og i mange tilfælde livet ved guillotinerne. Da Alberti var barn nr. 10 ud af en flok på 12, måtte han regne med, at han alligevel ikke kunne arve noget gods, så han fik en uddannelse som tandlæge. 

Alberti aflagde efter den københavnske kollegas klage tandlægeprøven, den såkaldte tentamen i 1803. Hvad skulle man dengang prøves i for at blive tandlæge? Hvordan mon den unge franskmand klarede prøven? I en gammel brevbog i Rigsarkivet finder vi en beskrivelse af hans aflæggelse af prøven, som varede en time og foregik på Det kirurgiske Akademi i Bredgade:

”Han viste Tændernes Rengjørelse på Cadaveret med megen Behændighed; han foreviste tillige de af ham udfærdigede falske eller kunstige Tænder, som ligeledes fandtes at være vel udarbejdede.”

Bedømmelse af eksaminanden kunne være ”godt, mådelig eller uerfaren”. Alberti fik ”godt”. Med denne udtalelse kunne Alberti skabe sig en karriere som tandlæge. 10 år senere ville han pynte på sin tandlægetitel og ansøgte om at blive hoftandlæge – en helt ulønnet ære. 

”Jeg har boet i Deres Majestæts lande i 11 år”, indleder han med. Han forklarer, at hans økonomiske situation er blevet forværret, så han muligvis må rejse tilbage til Frankrig. Året 1813 er kendt for statsbankerot i Danmark. Albertis kontante formue i seddelpenge nedskrives til en sjettedel. En udnævnelse til hoftandlæge vil gøre ham anerkendt og sikre ham kunder, så han kan forsørge sin familie:

Le titre de Dentist de Sa cour, et ce que la bonté de Votre Majesté y daignerait ajouter, contribuerait surement à me tirer de la position bizarre, oui je me trouve, ayant l’air d’un coté d’avoir quelque chose et de l’autre beaucoup de dettes et despenses. Cette condescendance distinguée de Votre Majesté en ma faveur ajouterais au respect, que je Lui dois, ma reconnessance la plus soumis ou à laquelle j’ai l’honneur d’etre… 

Han ønsker at få titlen hoftandlæge, ”Le titre de Dentist de Sa Cour”, og afslutter med det obligatoriske ”Deres meget ydmyge og meget lydige tjener”. Efter Tortonval tilføjer han ”kaldet Alberti”. Vi ser et brev med hans sirlige og pertentlige skrift med små letlæselige og præcise bogstaver, som i underskriften udbygges med større begyndelsesbogstaver, og en krølle tilføjes, da han skal skrive Alberti. Det er en selvbevidst og dygtig tandlæge, der har kontrol over fingrenes små bevægelser, hvad enten han indsætter en kunstig tand, renser tændernes mellemrum – eller skriver et brev. 

Kongen udnævner ham til hoftandlæge, men man glemmer, at han ikke er dansk statsborger, og det var en betingelse for at få titlen. Det bliver ordnet nogle uger senere, og Alberti sender brevet om indfødsret i maj 1813. Også her skriver han på fransk: ”Recu de la lettre de naturalision. Alberti”. ”Modtaget brevet om naturalisation”, indfødsret, og underskrevet med det navn, som han blev kaldt, selv i officielle breve.

Hoftandlæge var ikke den eneste titel, Albert de Ramsault opnåede. Han blev også Ridder af Dannebrog og professor. I 1809 havde han giftet sig med Else Marie Birgitte Christensen, datter af en silke- og klædekræmmer. Hun var 17 år, og han var 31. De boede i de første år med deres børn i Østergade og senere i St. Kannikestræde, og i 1829 købte de en ejendom, Gothersgade nr. 117. 

Fik Albert mon glæde af titlen hoftandlæge efter 1813? Han fik helt sikkert en kundekreds og var i stand til at købe en gård i Vridsløselille i 1817. Hans ejendom i Gothersgade havde fire etager, glaserede tagsten og observatorium i tagetagen. Han havde råd til at have tre tjenestefolk boende. En del prominente københavnere foretrak nok en hoftandlæge, når de skulle have kunstige tænder, og det var franske tandlæger dygtige til at udføre. En kendt digter med bopæl i København havde store problemer med tænderne og noterede i sin almanak i 1842: ”Faaet en ny Tand sat ind”. Han havde truffet hoftandlægens datter, Marie Christiane Rosali Alberti (f. 1822), hvis ældre søster, Albertine Charlotte Alberti (f. 1811 ) var gift med dr. Hans Olfert Sommerfeldt. I sin almanak fra 1845 noterede digteren: ”Middag hos dr. Sommerfeldt med de unge Damer frøken Rosing og Alberti, som sværme for mig.” Det skulle vel ikke være…? Jo, eventyrdigteren H.C. Andersen.

Albert blev en kendt mand i København, men lærte aldrig at tale ordentlig dansk, hvis man skal tro et brev fra 1837, hvor den danske forfatter Andreas Nicolai de Saint-Aubain skriver til den senere krigsminister A.F. Tscherning og gengiver Alberts mangelfulde udtale af danske ord: ”Kan man tro den berømte Tandlæge Alberti, kan Kongens Sygdom blive langvarig. Han sagde nemlig for nogen Tid siden: ”Dii skal sii, det være mait schlecht med vor Kung. Dii vil sii det…..” Sådan parodierer man en franskmand, der har svært ved de danske sproglyde.

Kilde: Jørgen Nielsen: Navne på veje og steder i Albertslund

Navne på veje og steder i Albertslund

Jørgen Nielsen:
 Navne på veje og steder i Albertslund
Pris: 125 kr.