Roskildevejen i Albertslund En fotoberetning

Af Kurt Bach

Det har været et mangeårigt ønske for et par nu ældre herboende albertslundere, som er vokset op i Vridsløselille, at udarbejde en fotoberetning om husene omkring Roskildevejen herunder fortælle lidt om de mennesker, som har boet i husene og anvendelsen af disse i øvrigt over lang tid.

I første omgang var det bebyggelserne langs begge sider af Roskildevejen fra Herstedvestervejen/ Vridsløselillevej i vest til Damgårdsvej/Albertslundvej i øst. Overordnet betragtet ligner området sig selv, som vi husker det fra vores barndom. Men indimellem er der sket store forandringer, hvor ejendomme i løbet af tiden er blevet revet ned for at give plads for en anden anvendelse f.eks. VEKS ejendomskomplekset på den sydlige side af Roskildevejen fra Nyvej hen imod Linde Allé. På den nordlige side af Roskildevejen er der sket en mindre udtynding af ejendomme som følge af en kommunal beslutning om at skabe grønne områder ud til Roskildevejen. Den eneste gang- og cykeltunnel i dette område af Roskildevejen har ligeledes kostet nogle ejendomme ”livet”.

På en bidende kold og blæsende martsdag 2009 gennemfotograferede Inge Andersen, Albertslund Lokalhistoriske Forening, og jeg begge sider af Roskildevejen1. Jeg koncentrerede mig især om de steder, hvor der i dag ikke ligger noget som helst, men hvor der havde ligget et eller flere huse, eller hvor området i dag er stærkt forandret i forhold til tidligere. Alene i min tid er der matrikler, som er blevet ændret indtil flere gange, især der hvor tankstationer havde ligget. Inge og jeg fik taget en kolossal masse fotos. Det er så min hensigt i denne fotoberetning at sammenstille ældre fotos fra Lokalhistorisk Samling i Albertslund og fotos fra private arkiver med fotos fra 2009/2010. Det er mit håb, at fotoberetningen kan være et bidrag til albertslundernes lokalhistoriske forståelse. Langt de fleste af husene og deres beboere er omtalt i forskellige lokalhistoriske beretninger2.

Undervejs er fotoberetningen blevet udvidet til også at omfatte hele Roskildevejens forløb gennem Albertslund kommune.

1 Matrikler med facade ud til Roskildevejen

2 Kilder:
Kaj B. Rasmussen: ”Et tilbageblik”
Hans Kristian Nielsen: ”Vridsløselille min barndomsby”
Willy Jensen: ”Vridsløselille og nærmeste omegn 1936-1946: Betragtninger over et tiår”
Kurt Bach: ”Anders Tømrers hus – Matr.nr.19 a Et hus og jordstykke i Vridsløselille 1797-2008 Roskildevej 146”

Uddrag fra beretningen ”Matr. Nr. 19a Et hus og et jordstykke i Vridsløselille 1797 – 2008”, december 2008. ”Ved hjælp fra Kort og Matrikelstyrelsens historiske kort (1842-1897) og andre ældre kort fra Albertslund Lokalhistoriske Samling kan man få et ganske udmærket overblik over Vridsløselille og nærmeste omegn fra Damgårdsvej/Albertslundvej i øst til Herstedvestervej/Vridsløsevej i vest3.

3 Kromanden Hald på Roskildekroen udstykker sine jorde langs Roskildevejen i Vridsløselille i 1784/1797.

Roskildevejens nordlige side lå der langt flere gårde og landhuse mellem Damgårdsvej og Herstedvestervej.

Midtvejs på dette stykke af Roskildevejen ligger jordstykket Matr. Nr. 19a: ”Et hus og et jordstykke i Vridsløselille”, Roskildevej 146. I første halvdel af det 19. århundrede er der tale om et statisk bondesamfund med lidt bymæssig bebyggelse, små butikker og håndværk ud mod selve Roskildevejen.

Den overordnede samfundsmæssige udvikling – først og fremmest den statslige og i vores tid den kommunale – kom til at vende op ned på det gamle samfund med jernbanen til Roskilde i 1847, Vridsløselille Straffeanstalt i 1859, Forvaringsanstalten i 1935, mejeriet Stassano i 1929 og Værkstedsgården i 1963. Omkring disse for området markante årstal skete der noget lokalt. Fængslerne var – foruden at huse ca. 350 dømte – også meget store arbejdspladser – formentlig med 400-500 ansatte. Og det satte det gamle samfund under pres på mange fronter: boliger, skoler, idrætsanlæg m.m. Fængselsvæsnet byggede i årene efter 1900 tjenesteboliger omkring fængslet og ude i byen.

I samme periode begyndte private at bygge på Damgårdsvej, Albertslundvej, Kastanie Allé (1910-erne), Nyvej (1920-erne) og Enighedsvej (1930-erne og1950-erne). Den lokale tømrermester Sv. Olsen byggede i 1930-erne beboelsesejendommene Roskildevej 169/Linde Allé 1 og 5. I 1872 bygges den første skole i Vridsløselille på den nordlige side af Roskildevejen, og i 1921 opføres en ny skole på den sydlige side (den nuværende placering). De kendte gartnere Baltzer Hansen, Johannes Olsen, Nørager Olsen og Ejnar Engel etablerer deres gartnerier i 1920-erne”.

Vridsløselille 1900

Foto: Kort over Vridsløselille år 1900, Lokalhistorisk Samling

 

Kildemateriale

Kaj B. Rasmussen: Et tilbageblik- Erindringer fra Vridsløselille, Lokalhistorisk Forening, 1995.

Hans Kristian Nielsen: Vridsløselille min barndomsby, Eget forlag, 1992.

Willy Jensen: Vridsløselille og nærmeste omegn 1936-1946: Betragtninger over et ti år, 2004, Lokalhistorisk Samling

Henning Sørensen: Albertslund i tusinde år, Lokalhistorisk Forening, 2000.

Michael Lassen: En skole fylder 100 år, Herstedernes kommune, 1972.

Jørgen Nielsen: En skole i 3 århundreder, Lokalhistorisk Forening, 2005.

Per Nielsson: Kommunekontoret på Roskildevej 75 år, Glimt fra Albertslunds historie 2004, Lokalhistorisk Forening.

Mogens Lethraborg: Post-historien, Frimærkeklubben Forskellig Filateli, 1987.

Jens Erik Bruun-Olsen: Gartneriet Pilekær, Glimt fra Albertslunds historie, 2000, Lokalhistorisk Forening.

Børge Petersen: Smalfilmen(DvD) fra 1961 ”Godt nok fladt – men”

Frits Beck Kristensen og Jørgen Nielsen (redaktion): Kilder til landboformerne i Vridsløselille 1771-1801

Jens A. Petersen: Mel og Brød, 1969 – Jubilæumsskrift

Paul Hviid Kristensen: Nærkontakt – København og Vestegnen, Glimt af Albertslunds historie, 2005

Jette Janstrup: 2 gæve piger på Rødevejrmølle Kro, Milepælen, januar 2003, Lokalhistorisk Samling

Politiken 14.5.2010

Albertslund Posten 29.1.1997 m.fl.

Kurt Bach: Miraklet Albertslund, 2002, 2 Vridsløselille slægter mødes, 2007, Anders Tømres hus, 2008 og Drenge bag tremmer, 2008.

Elly og Kjeld Hyldeqvist: Lene og Svend Bøgsted Inga og Kurt Bach: Kiosken i Vridsløselille 1924-1971, 2004 Lokalhistorisk Samling:

Grundværdikort Herstedernes kommune – Vurderingen pr. oktober 1950, ejendomsregistranten, og gamle fotos fra arkiverne herunder borgmesterkontorets fotoarkiv (indleveret januar 2010) samt fotoarkiverne i Samlingen.

Danske Gartnerivirksomheder, 1934, Lokalhistorisk Samling

Dansk Politistat, 1934, Lokalhistorisk Samling

Dansk Demografisk Database

Internettet

Anni og Bent Skovsbølls privatarkiv

Maren Olsens privatarkiv

Inga og Kurt Bachs privatarkiv

Web-Matriklen (gst.dk)

Kurt Bach
Født 1942 og opvokset i Vridsløselille. Forvaltningskandidat 1974. KTAS, Albertslund Kommune og Kommunedata. Siden 2002 medvirkende til flere lokalhistoriske beretninger.

Dette websted anvender cookies. Når du fortsætter med at anvende dette websted, accepterer du vores brug af cookies.